Tirsdag den 30. september 2003
I dag kan man mærke, at det er blevet efterår, tænk at der i Frankrig var 50 grader varmt. Nu er det koldt! Det regner og blæser, rigtig dansk efterårsvejr her i Spanien, og her på Mesetaen er der ingen trær og buske til læ, og her er rigtig koldt!
På baren mødte jeg Hilke, vi spiste sammen. Så vandrede jeg videre over bjerget på pilgrimsruten, til refugiet San Nicoläs. Jeg var våd og kold, og langt fra refugiet, så jeg nogen stå i døren og vente. Jeg håbede ikke at der var lukket af for vinteren. Der var langt til det næste. Da jeg kom derhen, var det en af de specielle munke (der selv vandrede). Han fandt nøglen, og jeg kunne få et varmt bad, en seng og senere lavede de mad til os. Men vi fik god varm kaffe at starte med, dejlige småkager. Først ceremonien, hvor vi samledes ved alteret og fik vasket fødder, ligesom det er beskrevet i bibelen. Bagefter hyggede vi pilgrimme os med mere mad, og hver især sang vi en sang (solo) fra det land, hvorfra vi kom. Jeg sang ”dejlig er jorden”, som er den danske pilgrimssang.
Efter en lang dag på den lige grusvej mod Santiago de Compostela, kom jeg til en lille by, men jeg brød mig ikke om refugiet, så efter lidt frokost, fortsatte jeg. Det næste refugie så ud som om det kunne styrte om ved næste storm. Men ved nærmere eftersyn, var det et dejligt sted, rent og pænt. Jeg fik bad, fik vasket mit tøj, og alle var søde og hjælpsomme. Om aftenen gik vi ned i baren. Jeg fik kaffe og cognac (1,8 EURO) = kr. 13,50. Jeg frøs meget, Lone (dansk pilgrim) sagde, at det ville hjælpe.
Sikken en dag i dag, solen skinnede og alt var dejligt. Jeg traf igen Hilke. Vi kom til en meget gammel og speciel by, alle husene var lerklinede, også refugiet. Pete og Theo tog imod i porten, indenfor var der brosten. Der stod et skrivebord. Vi blev budt på kaffe. Vi fik anvist et rum med 4 madrasser på gulvet til pilgrimme. Der var et fransk ægtepar allerede, udover de 4 madrasser, var der kun lige plads til vore rygsække. (Jeg måtte smøre døren, den knirkede noget så frygteligt)!
Det var her jeg fik den specielle brødsuppe, lavet på hvidløg, hvidløg og hvidløg, og chili, og masser af brød som man dypper i. Det smagte godt. Senere fik jeg dog dårlig mave. – Det var hård kost! Da jeg gik op for at gå i seng, tændte jeg lyset og så, — 4 madrasser, ca. 103 fluer og én bar pære i loftet, - men vi havde haft en herlig aften, det er ikke omgivelserne, men de andre pilgrimme, man er sammen med, der tæller. Næste dag fik vi et stort farvelknus af Pete.
Denne morgen var det meget koldt, rimfrost i Spanien. Jeg frøs så det knagede, og tænkte på de 50 graders varme i Frankrig. Jeg må have været længe undervejs. Jeg måtte bare vandre lidt hurtigere ad pilgrimsruten, så kommer varmen i kroppen, og senere på dagen bliver det også varmere.
Jeg vågnede først ved 7-tiden. De fleste sov stadig. Jeg var godt tæt i næsen. Jeg frøs i nat, én havde glemt at lukke døren, og det regnede og blæste ind. Jeg havde lukket den flere gange i løbet af natten, men det hjalp ikke meget. Det var så tåget i dag, at jeg måtte vandre på de hvide striber på landevejen, senere kom solen frem, og så er der smukt her i bjergene i Spanien!
Jeg fandt et dejligt sted, med en fantastisk udsigt, her holdt jeg en lille pause, sad lidt og spiste og drak, hvad jeg nu havde med, medens jeg nød det dejlige syn over bjergene, jeg var så højt oppe, jeg så ned over dalen og skyerne der lå under mig, det er sådan et øjeblik man aldrig glemmer her på caminoen mod Santiago. Sådanne øjeblikke har jeg haft mange af på min vandring her, det er nok det der får mig til at vandre dag ud og dag ind, trods ekstrem varme, regn, stejle bjerge, kulde og dårlige sovepladser og mad.
Senere på dagen mødte jeg en gammel spanioler, han ville gerne snakke, og viste mig hvordan man rensede en kastanie, så man kunne spise den rå, der var også masser af valnødder. Han snakkede og jeg forstod ikke et ord, men det gør ikke så meget, det er dejligt med denne kontakt til et menneske fra en fattig landsby højt oppe i bjergene, de lever af naturen på en helt anden måde end vi gør. Jeg sagde farvel, vandrede ad en lille bjergsti, til en landsby, hvor vejen var så glat af komøg at jeg måtte se mig godt for, og køerne gik lige foran mig.
Jeg nåede refugiet, men synes ikke om det. Jeg havde ellers fået anvist min seng, og var i gang med at pakke ud. Men jeg brød mig ikke rigtigt om stedet. Men her var ingen køkken og her var hundekoldt, og her var for mange mennesker. Jeg pakkede mine ting, tog mine store støvler på, sagde farvel, lederen kikkede lidt efter mig. Jeg vidste at der lå et refugie et par kilometer længere fremme. Det lå lidt udenfor byen, døren stod på klem og jeg gik ind. Her var dejligt stille og ikke et menneske, jeg ventede lidt og lederen kom, og jeg fik anvist en seng på 1sal. Her var hyggeligt, og helt nyt badeværelse, vaskemaskine var her også, så medens jeg gik i byen og købte mad, fik jeg vasket mit tøj.
Da jeg kom tilbage, sagde lederen til mig at der ikke var kommet andre pilgrimme, så jeg var alene i det store hus. Det passede mig fint, lige nu sidder jeg her i stuen, og skriver medens jeg lytter til Beethoven på cd, rigtig hyggeligt.
Jeg havde ikke bestemt mig for, hvor jeg ville overnatte, jeg må se hvor langt jeg når, og jeg
havde ikke fået morgenmad, så var det igen baren jeg ventede på, jeg fik en kop kaffe og to kager, bedre end ingenting. Længere fremme så jeg at caminoen var spærret, hvorfor mon, jeg måtte se hvad det var. Det var bil racerløb, der stod to mænd og holdt mig tilbage, men jeg så en masse tilskuere
gå på vejen, så jeg forlangte også at komme over. Lidt længere fremme kørte de på selve
Caminoen og vi havde ikke andre veje, der var ingen rabat, kun en grøft. Jeg mødte en anden pilgrim lidt længere fremme, vi måtte gå på vejen, medens bilerne ræsede omkring os. Det var lige farligt nok, synes jeg. Jeg kom til refugiet, men det var stort og beskidt, der lå en død mus lige udenfor, men der
var 10 km til det næste, og der var meget mørke skyer, regnen kunne komme når som helst, men efter at have været inde og se refugiet, bestemte jeg mig for at fortsætte til det næste. Det gik for fulde gardiner, jeg måtte se at komme et godt stykke vej inden regnen satte ind for alvor, det var begyndt så småt, og jeg ved, når det først tager fat med at regne her i bjergene her i Spanien, så er det helt vildt.
Jeg nåede en bar, som jeg kendte fra sidste gang, og jeg vidste at derfra var der kun ca. 500 meter til refugiet, så jeg gik ind, fik en kop varm kaffe og noget at spise. Så kom regnen, det blev et frygteligt uvejr, og jeg sad hyggeligt her i varmen. Da regnen var ovre, kunne jeg gå de sidste 500 meter til refugiet.
En ”gruppe” schweiziske pilgrimme, som jeg møder en gang i mellem, var også på refugiet, (tre af dem er nonner), de er alle meget venlige, jeg snakker meget med dem. Senere skulle de vandre til den nærmeste by, til messe, og de spurgte om jeg ville med, det sagde jeg ja til. Vi havde en hyggelig tur ad Camino de Santiago. Efter messen var det imidlertid blevet mørkt, så vi måtte vandre på de hvide
striber på landevejen, det var det eneste vi kunne se, men vi havde det rigtig sjovt, grinede og pjattede, lige inden vi nåede refugiet gled jeg i komøg på gaden, det var jo bælgmørkt. Søvn blev det ikke meget af, den franske pilgrim der lå ved siden af mig, snorkede så meget at ørepropper ikke var nok, og han holdt hele refugiet vågen.
Næste morgen inviterede ”gruppen” mig på morgenmad, dejligt for jeg havde ikke meget selv. Kl. blev 9 inden jeg kom af sted på den fortsatte pilgrimsrejse mod Santiago, og det regnede, så jeg måtte have den store poncho på, men den er lidt træls at gå med på. Ved 13 tiden nåede jeg en bar, og der var fyldt med våde pilgrimme, der skulle have noget varmt at spise og drikke. Vi ventede alle at på, at det skulle holde op med at regne, men nej, jeg måtte i det våde tøj igen, og af sted.
Det blev ikke som jeg havde planlagt, at vandre til Santiago i dag, jeg mødte ” gruppen” og faldt i snak med dem, de to spanske piger kom forbi, så var der højt humør, vi sang så det gjaldede, selv nonnerne trak på smilebåndet.
Heller ikke i dag har jeg fået morgenmad, jeg regnede med, at så tæt på Santiago, måtte der være mange barer, men nej, jeg måtte ty til en gammel pose cornflakes, som jeg, som en anden landevejsridder, bandt på min stok, så jeg kunne gå og spise lidt af det. Jeg fulgtes med ”gruppen” vi nåede det store pilgrims monument, og det store refugie med plads til 800 pilgrimme. Men det var hyggeligt nok, - små huse med 8 sengstuer.
Der var også et møntvaskeri der, så jeg gik over og fik mit tøj vasket. Der traf jeg en ung studerende, der gik på universitetet i Santiago. Vi hjalp hinanden med at vaske. Hun havde et kollegieværelse der, men var ikke så glad for det, hun længtes hjem, hun var fra polen, og længtes meget hjem, hun savnede især sin mor. Vi havde en hyggelig eftermiddag, hun hentede kaffe, og vi sludrede til vasken var færdig.