Pilgrim i Spanien Camino de Santiago

Jeg hedder Karen Skov, er 60 år og bor i Odense.
I 2001 startede jeg på min første pilgrimsvandring på Camino de Santiago. Jeg havde igennem vandrevenner hørt om denne pilgrimsrejse, og vidste at den måtte jeg prøve.

Efter nogle måneders træning, var jeg så klar til pilgrimsrejsen. Jeg startede dengang ved den fransk-spanske grænse Sct. Jean Pie de Port og vandrede til Finistere på den Spanske vestkyst.

Det blev en uforglemmelig vandring. Det at vandre fra by til by, i sit helt eget tempo. Ikke tænke på andet end at spise, drikke, vandre og finde et sted at sove, og så ellers suge til sig af alle de indtryk man møder.

Et af højdepunkterne for mig, var, alle de andre pilgrimme fra hele verden, man møder, og man møder hinanden på lige fod, ingen spørger hvem man er. Man er en del af den store Camino familie, hvor alle tager hånd om hinanden, det er dejligt at opleve. Vi har jo alle det samme mål, og hjælpsomhed og venlighed er en del af hverdagen på sådan en vandring.

Det kan være svært at komme tilbage til virkeligheden og hverdagen i Danmark, efter en sådan pilgrimsrejse og man tænker kun på at komme af sted igen til Camino de Santiago.

Den tur jeg skriver om her er min anden tur, hvor jeg vandrede fra Le Puy over Somport-passet, langs pyrenærerne, og af Camino Frances til Santiago de Compostela.

Fredag den 1. august 2003

Toget til Århus kl. 6.30, bussen til lufthavnen, alt klappede, jeg nåede London, hvor jeg kom i gang med de første km lange gange, op og ned ad trapper og ned ad lange gange igen. Fem timer ventede jeg i London. Den første time gik med at finde et sted at sidde ned, og så tog det en rum tid at finde gaten. Ved check-in blev jeg visiteret meget grundigt, jeg havde en lille mini-lommekniv, der var så lille at jeg ikke selv kunne finde den i lommen, men de fandt den, og beholdt den. Den kunne bruges som våben.

Jeg nåede Sct. Etienne, tog en taxa ud til den første overnatning, for kl. var 21, og jeg var ved at være godt færdig. Det havde været en lang og begivenhedsrig dag for at nå til Frankrig, så jeg kunne starte på min pilgrimsrejse til Santiago de Compostela.

Lørdag den 2. august 2003

Jeg stod tidligt op, den første morgen i Frankrig, ikke fordi jeg skulle noget specielt tidligt, men der var så lydt i huset, og en anden gæst tog bad kl. 5,30. Så jeg begyndte at pakke og gøre min klar til at starte på pilgrimsvandringen mod Santiago de Compostela. Jeg talte lidt med værten, han var så venlig at skrive en seddel til buschaufføren, på fransk, om hvor jeg skulle hen. Det var imidlertid ikke så nemt, jeg havde ikke tænkt på, at det var lørdag, og så gik der ikke mange busser.

Jeg kunne komme til en by ca. 60 km fra Le Puy (Frankrig), Capronne hed byen, det måtte jeg jo så gøre. Capronne var en hyggelig by, og der var torvedag, Jeg kikkede mig lidt omkring i byen, og fandt en bar. Her fortalte de mig, at der ikke var mulighed for at overnatte, alt var optaget. Jeg fik lidt mad, og kaffe, og damen i baren gik straks i gang med at ringe rundt og spørge. Til sidst fulgte hun mig til turistforeningen i Capronne. Der var der en meget sød dame, og det var virkelig et lykketræf, for hun var svensk, men havde boet i Frankrig i mange år. Vi faldt selvfølgelig i snak med det samme. Hun (Christina) boede i en lille by ikke langt fra Le Puy, og kørte frem og tilbage hver dag, så jeg måtte gerne køre med hende.
I den lille by var der et refugie, hvor jeg kunne overnatte, hun kunne hjælpe mig med nøglen.

Så jeg var lykkelig, nu var der ikke så langt til Le Puy, hvor jeg skulle starte på pilgrimsvandringen. Christina inviterede mig hjem til middag Hun boede i en dejlig lille lejlighed, og efter middagen gik vi en tur og så hendes kolonihave, og vandrede rundt og så på byen, meget smuk by, jeg faldt virkelig for den, det var dejligt at få en så dejlig start, med så venlige mennesker, det betyder meget for min videre vandring i Frankrig.

På refugiet mødte jeg en fransk familie, de skulle til Le Puy næste dag, og selvfølgelig kunne jeg køre med dem. De var 4 i bilen så jeg måtte sidde med min rygsæk på skødet. Jeg blev sat af på hovedgaden i den gamle by, en meget smuk og speciel by. Desværre var det søndag, og alle forretninger var lukkede, så jeg kunne ikke proviantere til næste dag. Her fortsatte mine problemer med at få en seng på et refugie, jeg var mange steder, men alt var optaget. Et sted, hvor jeg havde prøvet før, men hvor der ikke blev svaret på dørtelefonen, prøvede jeg igen. Denne gang blev der åbnet, jeg kom ind og fik en seng, og gik derefter i byen for at spise.

Mandag den 5. august 2003

Jeg gik til katedralen, den lå ikke så langt fra hvor jeg havde overnattet. Jeg havde fået lidt morgenmad og kaffe til at starte på. Kl. 7 var der pilgrimsmesse for de pilgrimme der skulle starte deres vandring her. Vi var omkring 50 pilgrimme fra hele verden, og det var en hyggelig messe, en god start. Kl. 8 gik jeg ned af den store stejle trappe fra katedralen — ud i eventyret.

Denne, den første dag blev lang og hård, for hvad jeg ikke vidste, var, at der var ferie i Frankrig, Og der er en katolsk fest i Conques, og efter traditionen vandrer mange mennesker fra Le Puy til Conques, så derfor var det meget svært at få en overnatning på et refugie, hvis ikke man havde reserveret i forvejen. Jeg vandrede fra refugie til refugie, men alt var optaget. Jeg sad i en frygtelig varm plantage og græmmede mig, og lagde planer om at sove i det fri, da der kom et fransk ægtepar, der var på vandring, de kunne tale engelsk, så jeg klagede min nød, og fulgtes med dem til det hotel de skulle overnatte på. Der var desværre også optaget,
men de talte min sag, og talte jo fransk, så enden blev, at jeg fik tjenerens værelse, så måtte han sove et andet sted. Ægteparret inviterede mig som gæst, til middag, og morgenmad.

Sikke en dag, den endte lykkeligt, selv om den var helt igennem dramatisk. Efter 11 timers vandring i 40 graders varme i bjergene i Frankrig, havde jeg endelig fået en seng at sove i.

Tirsdag den 6. august 2003

I dag ville jeg ikke vandre så langt, det var en hård dag i går. Og hvis man ikke har reserveret en seng, må man virkelig være tidligt på færde, og i 40 graders varme i høje bjerge og med 12 kg på ryggen, siger det sig selv, at det ikke kan gå så stærkt, som man måske kunne ønske på pilgrimsrejsen.
Jeg må tage det stille og roligt, og nyde de smukke bjerge, her er så smukt på Jakobsvejen. Ved middagstid fandt jeg et refugie, jeg gik ind og fandt en seng, der var ikke et menneske, men det varede ikke ret længe før der var fyldt med franskmænd, der bød på vandhanekaffe. Vi havde det rigtig hyggeligt sammen os pilgrimme.

Senere bød de mig på middag på byens hotel. Da vi vandrede tilbage til refugiet lynede og tordnede det i bjergene, et flot syn i Frankrig.

Jeg startede ved sekstiden, det var knap lyst, jeg fik en bid brød og en dårlig kaffe. Franskmændene havde fortalt mig, at det ville blive en slem klatretur i dag, men det synes jeg nu ikke. Da jeg nåede byen Saugues, vandrede jeg direkte til turistkontoret, så hjalp de mig med en overnatning. Denne gang i en stor sportshal, med mange værelser, og kun 4 senge i hver. Et dejligt sted. Jeg faldt hurtigt i snak med de andre pilgrimme, og vi gik ud og så på byen og fik en drink inden sengetid. En rigtig dejlig dag.

Lørdag den 16. og søndag den 17. august 2003

Det blev en lang og lidt for meget landevejs præget tur, men sidst på eftermiddagen mødte jeg det franske par, jeg kendte.

Vi fulgtes ad det sidste stykke vej mod ”byen”. Det blev en meget hård nedstigning, stejl så man er ved at gå på snuden, en smal sti med store løse sten. Jeg er ikke just venner med den slags stier, men det er jo hver dag, så der er ikke andet at gøre end blot lære det undervejs på vandringen ad El Camino.

En utrolig smuk by, - Conques. Meget gamle huse, men så stejlt, at man næsten ikke kan gå der. Gaderne er belagt med spidse bjergsten, og det gør det ikke bedre, men det ser godt ud. Kirken er meget speciel og en smuk bygning. Jeg skal bo på munkeklostret, op ad kirken. Et spændende sted. Men det er ét stort rum med 24 senge til pilgrimme, - så her er ikke just stille. Jeg spiste aftensmad på klosteret, sammen med 50 andre pilgrimme også på vandring, mest franskmænd.

Munkene lavede selv maden i deres køkken. Jeg har fået så fantastisk god mad her, lige efter min smag. Efter maden var der koncert i kirken. Et ungt par, der sang gregoriansk, og også spillede fløjte (dog ikke på samme tid), men kl. 21.15 er alt for sent for en pilgrim, man kan ikke holde sig vågen så længe. Så efter pausen, gik de fleste pilgrimme i seng.

Jeg blev en dag i Conques, altså søndag, men allerede kl. 10.00 havde jeg set byen, og kedede mig bravt resten af dagen, så jeg holder ikke en fridag mere på min pilgrimsvandring. Conques ligger i en dyb dal, med meget høje bjerge omkring, og det er så tørt og varmt (40 grader), at bjergsiderne er brændt sorte af solen. Det er specielt for i år. Normalt er det ikke så slemt.

I morgen mandag har jeg ingen guide på min vandring, og har heller ikke reserveret en seng på et refugie, så vi må se hvad der sker. Jeg sagde også farvel til mine franske venner. De skulle ikke længere. En anden fransk dame , jeg kendte, havde mistet sine vandresko, og hun kunne ikke gå videre på strømpesokker. Det var de mennesker, der mange gange reserverede en seng til mig. Det må jeg så selv gøre fremover (Medens jeg sidder og skriver dette, kommer borgmesteren i Conques ind og hilser på, - meget hyggeligt).

Jeg er så træt i dag, at jeg sidder op og sover efter den hårde vandring. Jeg må vist i seng. En ny dag truer, - nej en ny dag kommer med nye eventyr i Frankrig, og forvent altid det bedste.

Mandag den 18. august 2003

Da jeg vandrede fra klosteret, havde jeg ikke spist morgenmad, og heller ikke fået aftensmad dagen før, det var søndag, og ingenting var åbent, så jeg var lidt små sulten. Det havde regnet hele natten, og jeg var ikke vild med bjergene, når det er så fedtet føre at vandre i, så jeg prøvede at finde landevejen. Desværre var der mange biler, men af sted måtte jeg jo på pilgrimsvandringen. 3 km udenfor byen dukkede der, ud af den bare luft, en dejlig café op. Klokken var kun 7.30, mon den var åben? Jeg kiggede forsigtigt ind. En sød dame sagde hej, og jeg fik kaffe, og hun kom med en tallerken med brød og en dåse marmelade. Så jeg fik stillet den værste sult, men det var også tiltrængt, for det blev en hård dag på El Camino. Men det var som sagt en meget sød dame, og hun ønskede mig BON-RUTE, og gav mig et stort knus med på pilgrimsvejen. Sådan en oplevelse er altid god at vandre videre på.

Tirsdag den 19. august 2003

Det blev en frygtelig varm dag, en af de værstepå pilgrimsvandringen mod Santiago de Compostela. Alt gik godt, indtil jeg absolut skulle se en lille kirke et godt stykke vej udenfor pilgrimsruten. Jeg kunne godt have sparet mig, fordi kirken var låst. Jeg kunne ikke finde tilbage til pilgrimsruten igen, og måtte ind og spørge om vej. Heldigvis var det et engelsk ægtepar, der boede der, og vi fik en sludder og jeg fik lidt koldt vand at drikke, og fandt så retur igen på Camino de Santiago.
Så mødte jeg Heidi (tysk) og David (fransk). Vi slog følge, og holdt rast ved nærmeste kro. Det var nu så varmt, at tøjet var ved at brænde op på én. Vi rastede i to timer, men det blev bare varmere.
Heidi og jeg fulgtes de sidste 2 timer ned ad bjerget, så er man så bedøvet af varme og træthed, at man ingenting sanser. Vi nåede et lidt snusket refugie, men en seng og et bad var der. Jeg var så træt, at jeg ikke havde lyst til at spise noget.
Et orkester spillede dansemusik hele natten, men jeg sov hurtigt. Jeg havde været så træt i går, at jeg ikke havde købt mad. Morgenmaden blev derfor kun en tør brødskorpe og stærk kaffe, på med rygsækken og af sted igen på pilgrimsvandringen ad Jakobsvejen.

Onsdag den 20. august 2003

Jeg havde bestemt mig for at nå til Lemogne, 18 km længere fremme, men da jeg nåede frem, var der fuldt belagt af pilgrimme på refugierne. Jeg satte mig træt ned. Jeg havde vandret siden kl. 6.30.
Udenfor gitéen så jeg 3 pilgrimme med rygsæk, de var franske, og jeg spurgte om de ville reservere en seng til mig i den næste by. Det gjorde de gerne, og de bød mig på mad.

Jeg vandrede glad videre i forvisningen om, at jeg havde en seng at sove i i nat.. Gitéen lå
et par km udenfor pilgrimsruten, det var igen blevet meget varmt, og da jeg nåede op til gitéen, mødte der mig en faldefærdig bondegård, en stor klokke hang udenfor, og den fik ikke for lidt, det kunne høres flere kilometer væk, men ikke ét menneske var der at se.
Til sidst måtte jeg vende tilbage til pilgrimsruten igen. Ingen seng, kl. var 16.00, og håbet om at finde en seng svandt. Endelig nåede jeg frem til et dejligt gité, nyt og moderne, og altid nogen pilgrimme man kender, så det er hej og halløj og megen snakken, meget hyggeligt.
De troede jo alle, at jeg var oppe på bondegården. Jeg bestilte middag. Jeg var sulten, og maden her i Frankrig er virkelig fantastisk! Så i seng ,og få hvilet ud, inden det i morgen går videre mod Cahors ad pilgrimsruten.

Torsdag den 21. august 2003: Variere – og tilbage igen!
Jeg var sidste mand, der gik denne morgen, og det var så tåget, at jeg ikke kunne se en hånd for mig, så desværre valgte jeg en forkert pilgrimsrute. Der var 4 forskellige pilgrimsruter fra denne lille by. Jeg kom ud på en lokal rute. Det stod der ikke noget om på afmærkningerne, så jeg spurgte mig for, men ingen vidste noget, en kunne ikke engelsk, en anden havde glemt sine briller og sagde, at jeg måtte spørge længere fremme. Desværre var der ikke så mange mennesker på denne rute. 5 km senere kom der en bil, som jeg stoppede. Han kunne fortælle mig, at jeg gik den modsatte vej, så jeg måtte altså 10 km tilbage igen for at finde El Camino, - surt.

På vandringen tilbage nåede jeg til en lille by, var hos bageren for at købe brød, fik en snak, bagerkonen lukkede forretningen, og fulgte mig hen til et hus. Der blev jeg inviteret på en kop kaffe, og sad bænket hos den lille familie, en bedstemor og 3 børn, de to 10 – 12 år gamle, kunne lidt engelsk.
Jeg sad en times tid der, og vi havde det rigtig sjovt og hyggeligt. Da jeg kom tilbage til gitéen, som jeg havde forladt om morgenen, grinede de lidt ad mig, men jeg fik en seng igen!

Så det bliver først Cahors i morgen, måske! Der er 32 km, og i denne varme, og dette terræn, når man ikke altid det man vil på sin pilgrimsvandring.

Fredag den 22. august 2003

En fransk pige, som jeg havde mødt aftenen før (hun talte engelsk og tysk) fulgtes sammen med mig næste dag på pilgrimsvandringen. Hun ville gå hele vejen til Cahors denne dag, så da vi nåede til et underligt sted, hvor vi kunne få kaffe, holdt vi rast. Maurice hed ham der havde stedet. Han havde grise, der gravede efter trøfler (svampe) i jorden, men der var ingen trøfler i denne varme. Vi fik kaffe og kage, og han ringede og reserverede en seng til mig i bjergbyen Le Peck i Frankrig. Så jeg var glad, Caroline (fransk) og jeg sagde farvel til hinanden, og jeg måtte vandre op på bjerget. Det var som en spiral, så stejlt at man ikke fatter det, og i morgen skal jeg vandre ned igen. Jeg var den første der ankom til gitéen, men snart væltede det ind med pilgrimme. Jeg kendte en ældre engelsk gentleman fra Newcastle og hans veninde fra Australien, dejlige mennesker, som man kan tale med, de taler et engelsk der er til at forstå.

Lørdag den 23. august 2003

Christina og jeg fulgtes ad på vandringen ned ad den stejle spiral, og vandrede mod Cahors. Vi havde ikke reserveret en seng, men tog chancen. Det er en stor by. Det blev en, ja jeg er ked af at gentage mig selv, men så varmt kan det ikke blive ved med at være! – Vi slæbte os op og ned, til sidst sjosker man bare afsted, med hjernen slået totalt fra på pilgrimsvandringen. Det sidste er fordampet på grund af varmen!

Cahors var en lidt dårlig oplevelse. Jeg synes, det var en lidt snavset by i Frankrig. Jeg boede på værelse sammen med Ester (tysk) og Christina (fransk) på en 3-sengs stue på refugiet. Vi havde det rigtig sjovt os pilgrimme imellem, ligesom at være på højskole. Vi sad med døren åben, og bordet fyldt med mad og guffede i os, da det engelsk / australske par kom forbi, og sagde at vi ikke måtte spise på værelset, men i haven, så vi gik derud. I haven gik der 2 æsler, og åd det løv der var tilbage på træerne. Det var en familie med hund og børn, der vandrede med disse æsler.

Pilgrimsturen fra Cahors er en af de værste på ruten igennem Frankrig. Jeg var nær styrtet ned, det var så stejlt og jeg har så korte ben. Op kom jeg, og kunne nyde udsigten ud over Cahors. Og hvem mødte jeg så der? Jo, de engelsk / australske pilgrimme. De havde taget landevejen, den var endda kortere, og selvfølgelig meget nemmere at vandre på. Man skal ikke udsætte sig selv for sådan en opstigning. Det var helt vildt.

Mandag den 25. august 2003

Jeg startede ved 7-tiden på min fortsatte pilgrimsrejse mod Santiago de Compostela, det er ikke lyst før, sammen med Christina (belgisk). Vi skiltes hurtigt igen. Vi kunne begge to godt lide disse morgener, med den opgående sol, så vi ville nyde det hver for sig. Jeg nåede en lille by i Frankrig, fik en god kop kaffe, og fik handlet lidt mad, så ville jeg finde landevejen mod El Camino. Det var der fem andre pilgrimme, der også gjorde, men sikken en trafik. Lastbilerne røg om ørerne på os, så vi var ved at blive slynget ud på marken. 2 km fra Lauzerte i Frankrig havde jeg fået landevej nok, og prøvede at finde caminoen. Den gik direkte op ad et bjerg, lige op i luften syntes jeg. Byen ligger på toppen af et bjerg, meget smuk og særpræget by, kan føres helt tilbage til år 1000, også den gang en vigtig pilgrimsby. Herberget er et gammelt hospital, med hospitalssenge, men her er dejligt køligt og rent, det sidste kniber det ellers meget med her i Frankrig, og sikken en udsigt ud over bjergene, direkte fra sengen. To unge tyske piger, der også vandrede på Camino de Santiago inviterede mig på café nede i byen, caféen lå på kirkepladsen, der var en utrolig atmosfære der, meget hyggeligt. Jeg fik belgisk øl. Ved 22.30-tiden vandrede vi tilbage for at gå i seng, men det var så vidunderlig en aften, at det var svært at tage sig sammen til det. Men i morgen skal alle vi pilgrimme jo vandre videre, og jeg tror det bliver en hård dag. Først vandre ned ad bjerget herfra, og der er meget stejlt ned, mod Santiago de Compostela.

Tirsdag den 25. august 2003

Christina og jeg fik en kop kaffe, derefter vandrede jeg ned igennem byen. Der var så stejlt, at jeg var ved at gå på næsen, så hørte markeringerne pludselig op, og jeg kunne ikke finde pilgrimsruten (GR 65). Jeg fandt den, men var stadig ikke sikker på om det var den rigtige. En venlig franskmand og pilgrim hjalp mig. Jeg vandrede stejlt ned fra byen, men nu gik det lige så stejlt opad igen. Op og ned hele dagen – 23 km i en stegende hede, hvor længe kan det blive ved på denne pilgrimsvandring!

Jeg mødte Christina igen omkring middagstid. Vi var begge både sultne og tørstige, pludselig dukkede der en bar op, som ud af den blå luft. Det bringer altid glæde. En god stærk kop kaffe og en omelet, og ½ time i skyggen gør underværker på sådan en pilgrimsrejse. Vi nåede Moissaq, der ligger i en dal, meget langt nede. Det var Christinas sidste dag på pilgrimsruten. Hun skulle med toget, og vi sagde farvel, jeg skulle op på endnu et bjerg. Der lå klosteret Carmel, et utroligt smukt sted med lange buegange, og midtergård / have. Alt på værelserne var moderniseret. Senere spiste jeg middag i en af buegangene, sammen med andre pilgrimme. Vi havde det rigtigt sjovt, men det er lidt svært at være eneste udlænding, franskmændene taler mest med hinanden. Så det er lidt ensomt, til tider. I morgen kan jeg ikke starte tidligt. Jeg skal købe et nyt kort, og sokker, de andre har jeg slidt op på vandringen ad el camino… og forretningerne lukker ikke op før kl. 10, og der er 20 km til den nærmeste gité, men jeg har reserveret seng, så jeg behøver ikke at tænke på det. I dag har jeg fået morgenmad på klosteret. Jeg møder mange pilgrimme, der kan huske mig, blot fordi de har spist sammen med mig, andre ikke pilgrimme (turister), mange forskellige mennesker overnatter på disse refugier i Frankrig.

Da jeg kom ned til byen, et meget smukt centrum, var der et stort marked. Jeg kiggede mig omkring, mange talte til mig og spurgte, om jeg skulle vandre til Compostella, og de nikker anerkendende, når jeg bekræfter dette, tommelen i vejret og andre ting, flinke mennesker. Jeg fik mit kort, sokker fandt jeg ikke. Hvem skulle tro at det er så svært at finde et par sokker i Frankrig. Så af sted videre til næste by. Det var allerede bankende varmt. Jeg valgte en alternativ pilgrimsrute i dag. Langs en kanal, her lufter det lidt. På grund af vandet ,og her er meget smukt. Det blev en dejlig tur. Jeg tænkte meget på dengang jeg vandrede langs Göta kanalen, og på mine pilgrimsvenner i Sverige. Jeg hørte nogen råbe, og vendte mig om. Det var de to tyske piger fra aftenen før, de spurgte om vi skulle holde middagsrast sammen på pilgrimsrejsen. Vi satte os alle tre under et stort platantræ. De delte deres brød og pålæg med mig. Senere kom der flere pilgrimme til, og vi hyggede os sammen. Vandringen videre mod byen fortsatte. Det blev en af de varmeste dage, over 40 grader i skyggen. Det var så varmt, at tøjet brændte på én. Ren tortur. Endelig nåede vi refugiet ved foden af bjerget, men vi måtte lidt senere op på bjerget for at betale? Næste dag skulle vi så op på bjerget igen, og vandre ned på den anden side og videre på pilgrimsvandringen ad Camino de Santiago…… Jeg fulgtes på vandringen lidt med englænderen og australieren, men var snart alene igen på pilgrimsrejsen. I dag er det lidt overskyet, dejligt!

Jeg mødte en masse hyggelige franskmænd (pilgrimme), som jeg talte med et stykke tid. Men nu var det ved at blive varmt igen. De sidste par timer på dagen, er man så bedøvet af varme og træthed, så det er godt at følges med andre pilgrimme, ellers kan man gå forkert, eller ikke se sig ordentligt for, fordi hjernen simpelthen ikke virker mere. Da jeg nåede gitéen, var en mand ved at rydde op efter gårdsdagens uvejr. Træer var knækket som tændstikker, midt over, og alt flød rundt. Det havde haglet og stormet og raset som en tornado. I byen kun 20 km derfra,hvor jeg kom fra, havde solen skinnet og ikke en vind rørt sig. Underlige vejrforhold her i bjergene i Frankrig. På refugiet var alt heldigvis i orden, et dejligt sted. Lederen for refugiet var her lige, så vi kunne betale for overnatningen, pludselig råber hun et eller andet, og vi var straks klar over hvad det var, alle pilgrimmene fór ud og hentede vasketøjet, vinden rasede, vinduerne klaprede, og vi skyndte os at få det hele lukket, og sad nu og hyggede os medens det rasede udenfor. Regn og torden, - og det var pludselig helt mørkt her midt på dagen.

Lørdag den 6. september 2003

Kl. 06.00 ringede et vækkeur med hanegal og militærtrompet, alle pilgrimmene grinede, og fór ud af sengen, inden der kom mere af den slags, pakkede rygsækken og gik ud for at lave morgenmad. Ved 7-tiden vandrede vi af sted ud af byen. En dejlig dag så det ud til. Ikke så hård, og ikke så varmt.

Den sidste by før refugiet, var en meget smuk Montreal, hvor pilgrimmene handlede mad ind. Jeg købte et par flotte bukser, som jeg holdt op ad mig, de stod ikke rigtig til mine store snavsede vandrestøvler. Der var mange mennesker ved baren lige uden for, og de grinede, og der blev taget billeder. Så, efter en kop kaffe, af sted til refugiet. Det var allerede bankende varmt, og byen lå ret højt oppe, det blev en god klatretur, og meget varmt. Refugiet viste sig at være et museum, og vi skulle bo midt i udgravningen. Et fantastisk spændende sted på pilgrimsrejsen mod Santiago de Compostela.

Vi var igen den samme gruppe pilgrimme. Pludselig kom der udenfor en guide med en gruppe turister. Hun fortalte og fortalte og folk kiggede ind ad vinduerne til os, som var vi romere fra en anden tid. Det var en gammel romersk by, der blev gravet ud. Det er første gang jeg har boet på et museum. Turisterne var meget interesseret i vores underlige fodtøj, der stod på rad og række udenfor. Måske drømmer jeg om romerske bade i nat. ——— Det gik lidt langsomt i dag på pilgrimsvandringen, jeg havde ondt i ryggen og i benene, efter den lange flade jernbanestrækning i går. Så har jeg en stor revne under lilletåen, den plager mig.

Da vi hen op eftermiddagen nåede refugiet, var alt optaget, og vi havde reserveret. En fejl (måske). De benytter sig af, at vi ikke taler fransk. Endelig (fandt) hun en seng til os, men vi måtte betale mere end tariffen, underligt. Det var et lidt træls sted, men der kom nogle spændende pilgrimme. En ung pige fra Bern i Schweiz. Hun var gået hele vejen fra Bern til Santiago de Compostela, og var nu på vandring tilbage igen. Hun gik alene, og hun overnattede i det fri eller hos en bondemand, i et gammelt ubeboet hus el. lign. i Frankrig.

Hun var spændende at snakke med. Hospitalierossen var gået, og kom ikke igen, så vi luskede hende indenfor i refugiet. Hun fik den sidste seng ved siden af mig, og vores mad delte vi alle, så vi havde det rigtig hyggeligt. Det er ikke omgivelserne der er vigtige, men pilgrimmene omkring én.

Pigen fra Bern havde været på den nordre pilgrimsrute, og sagde til mig, at det var ikke et godt sted at vandre, så hun var gået tilbage til Caminoen igen. Så jeg tager nok med Robin og Acey på Somport-ruten over og langs med Pyrenæerne mod Santiago de Compostela.

Søndag den 9. september 2003

Jeg kan godt mærke, at bjergene begynder igen her på Jakobsvejen mod Santiago de Compostela. Der er allerede kraftige opstigninger på pilgrimsruten. Det regnede da vi startede fra refugiet. For første gang måtte jeg starte i regntøj. Vi havde en hyggelig dag. Vi gik forkert ved et sportscenter, og opdagede det først, da vi havde gået en hel runde på cindersbanen, - en æresrunde, men der var ingen til at klappe ad os. Vi kiggede efter en bar på pilgrimsrejsen, de er ikke altid nemme at få øje på, på denne stod der Tabac, men det var en stor dejlig bar, hvor vi kunne få kaffe at varme os på.

Vi spurgte damen i baren hvad ”Palombieres” betød. Vi havde set nogle skilte i skoven, - vi forstod, at der var fare på færde, men ikke nøjagtigt hvad det var vi skulle passe på, måske store huller som vi kunne falde ned i, eller måske vilde dyr. Vi havde stadig ingen forklaring på det.

Men det var ikke så interessant endda, det var såmænd ”bare” ”fugleskydning” fra nogle mærkelige huse i høje træer. Men det gav os en masse sjov, at prøve at finde ud af, hvad det det kunne være undervejs på vores vandring.

Næste morgen var det en træls vej med sten, mange steder store, spidse sten, og det gik så stejlt ned, at man var ved at stå på hovedet.

Vi nåede byen, og jeg var godt sulten. En dame viste os vej til turistforeningen. Der var lang vej, og hun fulgte os hele vejen, og så fik vi også at vide, hvor vi skulle være om natten, - hos en pizzabager (canadier) – en meget snakkende mand. Huset lignede Pipi Langstrømpes hus.

Om aftenen sad vi i køkkenet, hvor der blev bagt pizzaer, folk ringede og bestilte, eller kom og hentede dem selv. Vi pilgrimme sad bænket ved et stort bord, og i samme øjeblik pizzaen var færdig, blev den banket på tallerkenen, med den store spade. Jeg har aldrig i mit liv fået så god en pizza som her på denne pilgrimsvandring.

Efter en dejlig morgenmad i Pippis hus, men med bange anelser, fordi det lynede og tordnede udenfor, det havde det gjort siden kl. 5 om morgenen, vandrede vi ned ad gaden i det helt store regnskrud, lignede vi 3 pukkelryggede … et eller andet.

Det lynede og tordnede om ørerne på os, og regnen stod ned i stænger. Det var ikke særlig hyggeligt, men af sted skulle vi jo. Det er sådan en morgen, man tænker om man er fuldstændig gal. Ingen mennesker går ud i et sådant vejr! Endelig nåede vi refugiet, så vi kunne komme i tørvejr. I stueetagen blev der holdt fest, så vi blev budt på et glas vin. Det varmede dejligt. Jeg fik de våde støvler af, og hældte vand ud af dem. Vi fik spist. Mændene vaskede op, andre skrev, fredeligt, der er ikke mange kvinder på denne pilgrimsrute, eller pilgrimme i det hele taget, så her er stille. Ikke fordi det er kvinderne, der taler mest, franskmændene taler, og taler, og taler og …

Tirsdag den 9. september 2003

Regnen stod ned i stride strømme, da vi vandrede ud af byen. Jeg har aldrig set noget lignende, det kom ned i tove, og det lynede og tordnede! – Men vi bankede der ud ad. Vi skulle jo over passet Col du Somport (1.600 m højt) mod Santiago de Compostela, så det blev altså ad landevejen jeg fortsatte min pilgrimsvandring på.

Bjerge, - bare opad, det regnede, vandet løb som en flod hen ad vejen. Jeg havde taget mine manchetter på i dag, så det varede lidt længere, inden mine støvler tog vand ind. Det var som tordenregn, bare uden ophold.

Der var ellers så smukt i disse bjerge, men vi kunne ikke se noget for bare vand. Snart begyndte hårnålesvingene, og meget smalle veje på pilgrimsruten, der rundede så meget at bilerne ikke kunne se os, og vi ikke dem, så man måtte bare slå hjernen fra, og håbe på at alt gik godt, for det var bare for uhyggeligt.
Der var ikke plads til at vige, den ene side var klippevæg, den anden side var afgrund. Det ene øjeblik grinede jeg hysterisk, det andet øjeblik efter rasede jeg. Vi skulle aldrig have vovet os ud i dette vejr. Jeg nåede op over en bjergkam og her så jeg en bygning højt oppe, - var det et refugie? Jeg håbede det! Vi havde, siden vi var på en bar kl. 10, - nu var klokken 14, ikke holdt en eneste pause. Jeg var træt i benene efter den lange vandring, fordi mine støvler var fyldt med vand, og var tunge som bly, og når jeg stod stille, i længere tid ad gangen, blev vandet koldt i støvlerne og jeg frøs så tænderne klaprede.

Huset var et skicenter for børn. Vi blev budt indenfor til en kop kaffe. Jeg tog støvlerne af, men sokkerne var meget våde, så de måtte også af. Lederen af centeret, Maria, lavede kaffe til os, fyrede op i kaminen, så vi kunne hænge vores sokker til tørre. Det hele endte med at vi blev der, så vi fik senere et varmt bad, og der kom andre pilgrimme til. - 4 franskmænd, der havde boet i en hytte højt oppe i bjergene var kommet ned fra bjerget ad en lille sti, skulle over en lille bæk, men bækken var på grund af regnen blevet til en stor å, som de måtte vade igennem, én faldt med rygsækken på, og alting var vådt. De havde virkelig haft en farefuld vandring. Nu sad vi pilgrimme foran kaminen, hvor sokkerne hang og dryppede, og snakkede hyggeligt sammen. Endnu en fantastisk oplevelse på min pilgrimsvandring mod Camino de Santiago.

Onsdag den 10. september 2003

Det blev en dag, hvor vi kunne sove længe, på denne pilgrimsrejse. Vi vågnede først ved 9-tiden, så vi havde været trætte efter dagens strabadser og lange vandring. Vi fik pakket, og så lidt morgenmad. Solen skinnede i dag, og vi kunne se, hvor smukt et sted vi boede på. Der var helt utroligt!
Maria tog en venlig afsked med os, og vi vandrede mod passet mellem Frankrig og Spanien. Det var som sagt en meget smuk dag. Der var ingen trafik, så vi kunne rigtig nyde det på vandringen. Ved Somport-passet fik vi en kop kaffe, - nu var vi i Spanien og tættere på Santiago de Compostela!

Jeg vandrede ad landevejen til byen, de andre tog caminoen. Det var dejligt at vandre alene, fantas-tisk smukt med bjergene omkring mig. Jeg nåede herberget. Der var ikke noget køkken, et lidt træls sted, koldt og ingen mad før efter kl. 20.30. Jeg købte lidt mad, satte mig i en park og spiste, gik derefter ud og så lidt på byen. Robin og Acey er gået ud for at spise, jeg ser spansk fjernsyn (kedeligt)! I morgen er det så Jaca på min pilgrimsrute.

Onsdag den 11. september 2003

Det blev en rigtig dejlig dag på vej mod Jaca, meget smukt gennem Pyrenæerne, de er så høje og frygtindgydende, og utrolig flotte på samme tid. Vi startede på caminoen ad motor-vejen, lidt mærkeligt syntes vi. Men snart gik vi ud på en lille sti, meget smukt, vi kunne se bjerge med sne på. Vi kom til en dejlig by, med mange forretninger, og hjælpsomme mennesker, og fandt hurtigt refugiet, der sad allerede en pilgrim på trappen. De åbnede først kl. 17. Vi vandrede ned til en bar og fik en kop kaffe, medens vi ventede. På refugiet var der en ung pige fra Tyskland, hun havde været der fra dagen før. Jeg faldt i snak med hende, og vi lavede mad sammen, medens Robin og Acey gik ud i byen og spiste.

Den tyske pige blev et dag til, hun havde dårlige fødder pga. den hårde vandring. Jeg har kun holdt én fridag undervejs, og jeg kedede mig så meget, at det gør jeg ikke mere. Jeg fulgte med hende til et farmacia, hvor hun fik nye såler til støvlerne, men jeg ved ikke hvordan det er gået. Jeg har ikke set hende siden. Sådan er det jo tid – goddag og farvel, - og så videre på pilgrimsrejsen mod Santiago de Compostela.

Torsdag den 12. september 2003

Vi forlod refugiet, men kunne ikke finde pilgrimsvejen ud af byen, efter en ½ times tid fandt vi endelig den rigtige vej. En meget varm og smuk dag i bjergene i Spanien.

Omkring 5 km før refugiet mødte vi bjerge, som jeg aldrig har set lignende før. Den lille by, Arres, lå på toppen af et bjerg, der var langt og stejlt, få huse og en kirke, en dejlig atmosfære, man blev hilst velkommen.

Det første de fortalte os var, at der ikke var noget vand i byen. Det klarede vi jo nok, - de havde drikkevand, sagde de. Der var kun refugiet og kirken, alt andet lå i ruiner, men et pragtfuldt sted var det alligevel. Vi fik serveret dejlig aftensmad.

Og morgenmad, - og så måtte vi vandre videre ned ad bjerget. Jeg er ked af at gentage mig selv, men det blev igen en meget smuk dag i Pyrenæerne. Her er virkelig så smukt, at jeg er helt væk over det engang imellem. Det er som at befinde sig i en helt anden verden. Det har været en meget smuk tur, denne Samport-rute mod Santiago de Compostela.

Pludselig kom jeg til at tænke på det lille refugie på bjerget, som vi forlod, - der var virkelig intet vand, så jeg blev ikke vasket, fik ikke vasket mit tøj, så jeg har ikke noget rent tøj. Jeg tror ikke, at jeg lugter så godt, som jeg måske burde efter denne vandring. Jeg har heller ikke mere drikkevand, og det er meget, meget varmt. Jeg ventede nu kun på den næste by, og måske noget vand. Vi nåede en borgruin. Jeg troede det var et museum, men det viste sig at være refugiet, meget spændende. Men de havde ikke noget drikkevand, dog en lille beholder med vand, og min hals var så tør som sandpapir, så jeg tømte næsten hele beholderen. Bad og vask var der, så der blev travlhed blandt pilgrimmene.
Vi fik middag, og det er hyggeligt at sidde og snakke med de andre pilgrimme ved bordet, mange forskellige nationaliteter og mennesker, så i seng, vi må pakke i morgen og fortsætte pilgrimsrejsen ad El Camino…

Lørdag den 14. september 2003

Efter en 2½ times opstigning, mødte der os et meget smukt syn, bjergene på den klassiske Camino. – Helt utroligt. Jeg kendte disse bjerge fra min forrige tur mod Santiago. Alle vindmøllerne, som jeg huskede dem. Det blev en smuk tur langs Pyrenæerne, med den blå, blå, spanske himmel og bjergene, der lå i varmedis. 8 – 10 km på en hvid grusvej – krunch, krunch, krunch, - lyden af hvert støvleskridt. Jeg var lige ved at falde i søvn, og solen bagte, så jeg måtte mærke efter om min buksebag stadig var der, eller om den var brændt af.

Da vi nåede byen Sanquesa, mødte vi en masse mennesker i helt hvidt tøj, og røde tørklæder. Der var tyrefægtning i byen, og fest. Så forretningerne var lukket, og jeg havde ikke noget at spise.

Her kl. 20 kommer et orkester forbi med dansende mennesker efter, og hospitalierossen kommer med en stak varme tortillaer, så nu er jeg mæt og glad igen. I byen Sanquesa fester i 5 dage. En ung spansk pater (også pilgrim) og jeg er alene på refugiet nu, og han organiserer en masse mad, og råber glad halleluja, og vi spiser sammen. Igen en af de store oplevelser, fordi jeg går meget alene på pilgrimsrejsen!

Tirsdag den 23. september 2003

Jeg mødte et dansk ægtepar, som jeg talte lidt med, der er flere danske pilgrimme her i Spanien. De skulle overnatte på byens store refugie, vi sagde farvel, og jeg vandrede mod Azofra. Lidt senere mødte jeg tre franske pilgrimme, hvoraf den ene gik meget dårligt. De ville også gerne overnatte i Azofra. De tog en pause, og jeg gik videre. Godt det samme, der var mange pilgrimme i Azofra den dag. Refugiet ligger lige op til kirken, og der skulle være messe om aftenen, så man kunne ikke sove i kirken, men udenfor, under hvælvingerne lå der 10 pilgrimme på madrasser, og folk kiggede lidt da de kom til messen. Her er hyggeligt her i Azofra. Det var her jeg i 2001 mødte mine australske pilgrimsvenner Liz og Pete, så jeg kan ikke lade være med at tænke på dem.
I morgen er det min fødselsdag, den skal jeg fejre i Grañon. Det bedste refugie på hele pilgrimsrejsen.

Onsdag den 24. september 2003

Jeg havde fortalt Marianna (tysk), at det var min fødselsdag, så Hilke, Marianna og Steffi (alle tyske pilgrimme) sang en smuk tysk fødselsdagssang for mig, flerstemmigt, det var meget smukt og Steffi havde lavet kaffe. Fødselsdag eller ej, det måtte gå videre, mange pilgrimme vandrede rundt udenfor, det var mørkt og koldt, så jeg tog det stille og roligt her inde i varmen. Jeg glædede mig til Grañon hvor refugiet ligger i kirketårnet på caminoen. Det er et specielt sted. Men jeg vidste, at der var mange pilgrimme der ville overnatte der, så jeg måtte se at komme tidligt.

Da jeg kendte stedet i forvejen, fandt jeg hurtigt kirken, tårnet. Fandt en madras, 4 stk. lagde jeg ud. Jeg regnede med at Steffi, Marianna og Hilke kom, og det gjorde de. Hvor var det hyggeligt. Hilke havde købt kager til kaffen, til ære for mig. Normalt er der en tøjsnor på refugierne, så man kan tørre sit tøj, her var kun en snor inde i tårnet, og det tørrede ikke godt der. Folk i byen ville ikke have tøj hængende rundt om kirken. Men Steffi fandt et godt sted bagved klokken i klokketårnet, der luftede det godt, men tøjet kunne ikke ses over hele Grañon. Jeg fik fødselsdags sms og Ole ringede, og tyskerne gjorde hvad de kunne for at jeg skulle have en god fødselsdag, selvom vi var på pilgrimsrejse i Spanien….

Der er stadig rigtig mange pilgrimme her på Caminoen, måske tynder det lidt ud, når vi kommer til den store by Burgos.

Jeg vandrede forbi en af de specielle kirker, der var rigtig mange pilgrimme samlet der. Jeg vidste at kirken var lukket, så jeg vandrede videre. Jeg hilste lige på Marianna, Steffi og Hilke, og startede en lang opstigning. Det var derfor de holdt rast. Da jeg nåede op på bjerget, stod jeg lidt og nød udsigten, så kom Steffi og spurgte om jeg ikke godt ville følges med dem. Og vi fulgtes så ad alle fire mod Santiago de Compostela. Senere mødte vi en fransk pilgrim, som de kendte. Han slog følge, vi havde det rigtig sjovt, han spillede på mundharpe, og vi sang mange sjove sange på pilgrimsruten.

Lørdag den 27. september 2003

Jeg er normalt ikke vild med de store byer her i Spanien, og plejer at vandre direkte igennem, men Marianna, Stiffi og Hilke og jeg, havde aftalt at følges ad, og det er nogle dejlige mennesker, så det bliver nok hyggeligt. Refugiet ligger i udkanten af byen, så vi måtte vandre igennem hele byen. Det var et stort refugie, i den blok hvori vi sov, var der 50 senge til pilgrimme i ét rum, og koldt var der. Jeg nåede kun lige at pakke ud, og det hele flød på sengen. Vi skulle jo med det lille ”tog” ind til byen. Det var sjovt at køre i. Katedralen i Burgos er EU’s største, den er nyrestaureret, og fantastisk flot.

Det var jo lørdag, og der var mange mennesker i byen, så det var svært at finde et sted hvor vi kunne spise, men som altid, er der pilgrimme, der kender mig, - en råbte hej, og vi fik en plads hos dem.
De andre sagde, at refugiet lukkede kl. 22.00, det kunne vi ikke tro, - lørdag aften! – Men vi skyndte os at spise, og klokken blev 21.30, og der var langt til refugiet. Så af sted! Det gik for fulde gardiner, vi næsten løb, og vi nåede lige ind, og så at lederen tog sin fløjte og blæste sengetid. Jeg blev lidt sur over denne militæriske måde, og piftede igen. Vi nåede lige at komme ind, inden de låste døren og slukkede lyset. Jeg havde store problemer med at finde min seng. Jeg sov ikke meget den nat, for jeg kunne ikke finde mine ørepropper, og jeg lå på ting og sager, jeg ikke nåede at pakke væk, inden vi vandrede til byen.

Da man kun kan bo på det samme refugie én nat, måtte vi finde et andet sted at sove. Marianna og Steffi skulle slutte af i Burgos, og ville blive der et par dage. Hilke og jeg skulle jo begge vandre til Santiago. Vi kunne derfor følges ad alle fire, til et lille refugie 6 km udenfor Burgos. Da vi nåede det, kendte jeg det godt. Det var et usselt og beskidt sted, hvor jeg ikke syntes at de skulle være alene, så Hilke og jeg blev også der. Vi afleverede vores rygsække i baren og vandrede mod Burgos igen. Vi havde en dejlig dag. Steffi var guide, og vi vandrede Burgos gader tynde, og fik set en masse. Steffi var en god guide. Tilbage til refugiet igen, hvor vi havde det rigtig sjovt. Vi snakkede grinede, så tårerne trillede ned ad kinderne.

Næste dag skulle Marianna og Steffi sige farvel, det var synd, vi havde haft et par dejlige dage. Hilke og jeg vandrede videre alene. Vi blev dog hurtigt enige om, at skilles. Vi trængte begge til at være alene, og nu starter Mesetaen (højsletten).

Refugiet (Sambol) ligger midt på Mesetaen, den eneste bebyggelse på mange kilometer. Om sommeren er det en oase midt i ørkenen her på pilgrimsruten. Det er bygget omkring en kilde, som er den eneste adgang til vand vi pilgrimme har. Vi vasker og bader i det, drikker det og bruger det til madlavning. Der er 8 senge her, så det er ikke stort, og her er ikke fuldt. Jeg sidder i haven og skriver, her er utrolig stille, ingen bil larm, kun vandets rislen kan jeg høre. En stor kontrast til Burgos. Hilke, som også er ankommet nu, er også helt vild med det her sted i Spanien.

Tirsdag den 30. september 2003

I dag kan man mærke, at det er blevet efterår, tænk at der i Frankrig var 50 grader varmt. Nu er det koldt! Det regner og blæser, rigtig dansk efterårsvejr her i Spanien, og her på Mesetaen er der ingen trær og buske til læ, og her er rigtig koldt!

På baren mødte jeg Hilke, vi spiste sammen. Så vandrede jeg videre over bjerget på pilgrimsruten, til refugiet San Nicoläs. Jeg var våd og kold, og langt fra refugiet, så jeg nogen stå i døren og vente. Jeg håbede ikke at der var lukket af for vinteren. Der var langt til det næste. Da jeg kom derhen, var det en af de specielle munke (der selv vandrede). Han fandt nøglen, og jeg kunne få et varmt bad, en seng og senere lavede de mad til os. Men vi fik god varm kaffe at starte med, dejlige småkager. Først ceremonien, hvor vi samledes ved alteret og fik vasket fødder, ligesom det er beskrevet i bibelen. Bagefter hyggede vi pilgrimme os med mere mad, og hver især sang vi en sang (solo) fra det land, hvorfra vi kom. Jeg sang ”dejlig er jorden”, som er den danske pilgrimssang.

Efter en lang dag på den lige grusvej mod Santiago de Compostela, kom jeg til en lille by, men jeg brød mig ikke om refugiet, så efter lidt frokost, fortsatte jeg. Det næste refugie så ud som om det kunne styrte om ved næste storm. Men ved nærmere eftersyn, var det et dejligt sted, rent og pænt. Jeg fik bad, fik vasket mit tøj, og alle var søde og hjælpsomme. Om aftenen gik vi ned i baren. Jeg fik kaffe og cognac (1,8 EURO) = kr. 13,50. Jeg frøs meget, Lone (dansk pilgrim) sagde, at det ville hjælpe.

Sikken en dag i dag, solen skinnede og alt var dejligt. Jeg traf igen Hilke. Vi kom til en meget gammel og speciel by, alle husene var lerklinede, også refugiet. Pete og Theo tog imod i porten, indenfor var der brosten. Der stod et skrivebord. Vi blev budt på kaffe. Vi fik anvist et rum med 4 madrasser på gulvet til pilgrimme. Der var et fransk ægtepar allerede, udover de 4 madrasser, var der kun lige plads til vore rygsække. (Jeg måtte smøre døren, den knirkede noget så frygteligt)!

Det var her jeg fik den specielle brødsuppe, lavet på hvidløg, hvidløg og hvidløg, og chili, og masser af brød som man dypper i. Det smagte godt. Senere fik jeg dog dårlig mave. – Det var hård kost! Da jeg gik op for at gå i seng, tændte jeg lyset og så, — 4 madrasser, ca. 103 fluer og én bar pære i loftet, - men vi havde haft en herlig aften, det er ikke omgivelserne, men de andre pilgrimme, man er sammen med, der tæller. Næste dag fik vi et stort farvelknus af Pete.

Denne morgen var det meget koldt, rimfrost i Spanien. Jeg frøs så det knagede, og tænkte på de 50 graders varme i Frankrig. Jeg må have været længe undervejs. Jeg måtte bare vandre lidt hurtigere ad pilgrimsruten, så kommer varmen i kroppen, og senere på dagen bliver det også varmere.

Jeg vågnede først ved 7-tiden. De fleste sov stadig. Jeg var godt tæt i næsen. Jeg frøs i nat, én havde glemt at lukke døren, og det regnede og blæste ind. Jeg havde lukket den flere gange i løbet af natten, men det hjalp ikke meget. Det var så tåget i dag, at jeg måtte vandre på de hvide striber på landevejen, senere kom solen frem, og så er der smukt her i bjergene i Spanien!

Jeg fandt et dejligt sted, med en fantastisk udsigt, her holdt jeg en lille pause, sad lidt og spiste og drak, hvad jeg nu havde med, medens jeg nød det dejlige syn over bjergene, jeg var så højt oppe, jeg så ned over dalen og skyerne der lå under mig, det er sådan et øjeblik man aldrig glemmer her på caminoen mod Santiago. Sådanne øjeblikke har jeg haft mange af på min vandring her, det er nok det der får mig til at vandre dag ud og dag ind, trods ekstrem varme, regn, stejle bjerge, kulde og dårlige sovepladser og mad.

Senere på dagen mødte jeg en gammel spanioler, han ville gerne snakke, og viste mig hvordan man rensede en kastanie, så man kunne spise den rå, der var også masser af valnødder. Han snakkede og jeg forstod ikke et ord, men det gør ikke så meget, det er dejligt med denne kontakt til et menneske fra en fattig landsby højt oppe i bjergene, de lever af naturen på en helt anden måde end vi gør. Jeg sagde farvel, vandrede ad en lille bjergsti, til en landsby, hvor vejen var så glat af komøg at jeg måtte se mig godt for, og køerne gik lige foran mig.

Jeg nåede refugiet, men synes ikke om det. Jeg havde ellers fået anvist min seng, og var i gang med at pakke ud. Men jeg brød mig ikke rigtigt om stedet. Men her var ingen køkken og her var hundekoldt, og her var for mange mennesker. Jeg pakkede mine ting, tog mine store støvler på, sagde farvel, lederen kikkede lidt efter mig. Jeg vidste at der lå et refugie et par kilometer længere fremme. Det lå lidt udenfor byen, døren stod på klem og jeg gik ind. Her var dejligt stille og ikke et menneske, jeg ventede lidt og lederen kom, og jeg fik anvist en seng på 1sal. Her var hyggeligt, og helt nyt badeværelse, vaskemaskine var her også, så medens jeg gik i byen og købte mad, fik jeg vasket mit tøj.
Da jeg kom tilbage, sagde lederen til mig at der ikke var kommet andre pilgrimme, så jeg var alene i det store hus. Det passede mig fint, lige nu sidder jeg her i stuen, og skriver medens jeg lytter til Beethoven på cd, rigtig hyggeligt.

Jeg havde ikke bestemt mig for, hvor jeg ville overnatte, jeg må se hvor langt jeg når, og jeg
havde ikke fået morgenmad, så var det igen baren jeg ventede på, jeg fik en kop kaffe og to kager, bedre end ingenting. Længere fremme så jeg at caminoen var spærret, hvorfor mon, jeg måtte se hvad det var. Det var bil racerløb, der stod to mænd og holdt mig tilbage, men jeg så en masse tilskuere
gå på vejen, så jeg forlangte også at komme over. Lidt længere fremme kørte de på selve
Caminoen og vi havde ikke andre veje, der var ingen rabat, kun en grøft. Jeg mødte en anden pilgrim lidt længere fremme, vi måtte gå på vejen, medens bilerne ræsede omkring os. Det var lige farligt nok, synes jeg. Jeg kom til refugiet, men det var stort og beskidt, der lå en død mus lige udenfor, men der
var 10 km til det næste, og der var meget mørke skyer, regnen kunne komme når som helst, men efter at have været inde og se refugiet, bestemte jeg mig for at fortsætte til det næste. Det gik for fulde gardiner, jeg måtte se at komme et godt stykke vej inden regnen satte ind for alvor, det var begyndt så småt, og jeg ved, når det først tager fat med at regne her i bjergene her i Spanien, så er det helt vildt.
Jeg nåede en bar, som jeg kendte fra sidste gang, og jeg vidste at derfra var der kun ca. 500 meter til refugiet, så jeg gik ind, fik en kop varm kaffe og noget at spise. Så kom regnen, det blev et frygteligt uvejr, og jeg sad hyggeligt her i varmen. Da regnen var ovre, kunne jeg gå de sidste 500 meter til refugiet.

En ”gruppe” schweiziske pilgrimme, som jeg møder en gang i mellem, var også på refugiet, (tre af dem er nonner), de er alle meget venlige, jeg snakker meget med dem. Senere skulle de vandre til den nærmeste by, til messe, og de spurgte om jeg ville med, det sagde jeg ja til. Vi havde en hyggelig tur ad Camino de Santiago. Efter messen var det imidlertid blevet mørkt, så vi måtte vandre på de hvide
striber på landevejen, det var det eneste vi kunne se, men vi havde det rigtig sjovt, grinede og pjattede, lige inden vi nåede refugiet gled jeg i komøg på gaden, det var jo bælgmørkt. Søvn blev det ikke meget af, den franske pilgrim der lå ved siden af mig, snorkede så meget at ørepropper ikke var nok, og han holdt hele refugiet vågen.

Næste morgen inviterede ”gruppen” mig på morgenmad, dejligt for jeg havde ikke meget selv. Kl. blev 9 inden jeg kom af sted på den fortsatte pilgrimsrejse mod Santiago, og det regnede, så jeg måtte have den store poncho på, men den er lidt træls at gå med på. Ved 13 tiden nåede jeg en bar, og der var fyldt med våde pilgrimme, der skulle have noget varmt at spise og drikke. Vi ventede alle at på, at det skulle holde op med at regne, men nej, jeg måtte i det våde tøj igen, og af sted.

Det blev ikke som jeg havde planlagt, at vandre til Santiago i dag, jeg mødte ” gruppen” og faldt i snak med dem, de to spanske piger kom forbi, så var der højt humør, vi sang så det gjaldede, selv nonnerne trak på smilebåndet.
Heller ikke i dag har jeg fået morgenmad, jeg regnede med, at så tæt på Santiago, måtte der være mange barer, men nej, jeg måtte ty til en gammel pose cornflakes, som jeg, som en anden landevejsridder, bandt på min stok, så jeg kunne gå og spise lidt af det. Jeg fulgtes med ”gruppen” vi nåede det store pilgrims monument, og det store refugie med plads til 800 pilgrimme. Men det var hyggeligt nok, - små huse med 8 sengstuer.

Der var også et møntvaskeri der, så jeg gik over og fik mit tøj vasket. Der traf jeg en ung studerende, der gik på universitetet i Santiago. Vi hjalp hinanden med at vaske. Hun havde et kollegieværelse der, men var ikke så glad for det, hun længtes hjem, hun var fra polen, og længtes meget hjem, hun savnede især sin mor. Vi havde en hyggelig eftermiddag, hun hentede kaffe, og vi sludrede til vasken var færdig.

Tirsdag, den 21. oktober 2003.

Jeg var den sidste der forlod stuen for at vandre mod Santiago. Kun 6 km så jeg kunne være der lidt tidligt, der er jo mange ting der skal ordnes, så det kan godt blive en lang dag på pilgrimsruten. Jeg havde valgt ikke at følges med nogen, jeg ville komme til Santiago alene. Jeg ved hvor stresset det kan være. Jeg nåede katedralen og gik ind men der var lige ankommet busser med turister, så der var ikke til at være, så jeg gik ud igen, og gik over for at få mit bevis. Der var en lang kø, men jeg håbede jeg kunne nå pilgrimsmessen. Jeg fik mit bevis og gik tilbage til katedralen igen, denne gang mødte jeg en masse pilgrimme jeg kendte, og der var knus og kram og tillykke, det var herligt.

Præsten startede med at remse de pilgrimme op der var ankommet til Santiago i dag, den første han nævnte var en dansker, der var startet i Le Puy i Frankrig. Jeg tror ikke der var andre danskere den dag, der var startet i Le Puy, så det var nok mig han mente. Ellers var messen meget højtidelig, selv om turisterne hele tiden prøvede på at sabotere den. Efter messen, skulle der jo siges farvel til mange af den andre pilgrimme, det var lidt vemodigt, mange dejlige venner, som jeg nok aldrig ser mere.

Så af sted til billetkontoret, for at se om jeg kunne få et fly hjem en af de nærmeste dage. På min vej gennem byen, mødte jeg andre pilgrimme jeg kendte, der blev altid råbt hej Karen, alle kendte mig åbenbart, de hjalp mig med at finde billetkontoret. Jeg fik en flybillet til næste dag.

Kl. 9 skulle jeg være i lufthavnen, så det blev ikke lang tid jeg fik i Santiago. Nu måtte jeg så se at finde et sted at overnatte. Jeg gik tilbage til katedralen, der er altid mennesker der faldbyder værelser, og der kom også hurtigt en. Fordelen ved det er at man følger med vedkommende, og man skal ikke selv rundt og lede efter en adresse. Jeg fulgte med damen til huset, hvor hun havde værelser. Jeg fik anvist et værelse, betalte og startede med at pakke ud, gøre mig klar til et bad, pludselig kom hun og sagde, at jeg skulle ud igen, hun havde reserveret det til en anden, og det havde hun glemt. Der var ikke så meget at diskutere, jeg måtte pakke sammen igen, have tøj og støvler på. Jeg sagde dog til hende, at hun måtte vise mig på vej, jeg anede jo ikke hvor jeg var. Hun viste mig så ned ad gaden, og jeg sagde ikke farvel, det skal lige indskydes, at jeg fik mine penge igen. Så måtte jeg tilbage til katedralen i Santiago og se, om der var andre tilbud. Snart kom der en gammel dame og faldbød et værelse, og jeg fik et dejligt værelse sammen med en fransk dame (pilgrim) jeg kendte, og fik det derfor billigere fordi vi var to.

Jeg gik mig en aftentur i Santiagos gader, der var ikke så mange pilgrimme, for der var hundekoldt. Jeg købte en hjemstrikket trøje, fordi jeg hørte at der var frostgrader i Danmark. Nu kan det kun gå for langsomt med at komme hjem til Danmark, jeg har også været på pilgrimsvandring i 2 ½ måned.

Tirsdag d. 22-10-2003 kl. 21 ankom jeg til Odense banegård og min pilgrimsvandring til Camino de Santiago var nu overstået.