Avesta - Sanquesa (Spanien)
Lørdag den 14. september 2003
Efter en 2½ times opstigning, mødte der os et meget smukt syn, bjergene på den klassiske Camino. – Helt utroligt. Jeg kendte disse bjerge fra min forrige tur mod Santiago. Alle vindmøllerne, som jeg huskede dem. Det blev en smuk tur langs Pyrenæerne, med den blå, blå, spanske himmel og bjergene, der lå i varmedis. 8 – 10 km på en hvid grusvej – krunch, krunch, krunch, - lyden af hvert støvleskridt. Jeg var lige ved at falde i søvn, og solen bagte, så jeg måtte mærke efter om min buksebag stadig var der, eller om den var brændt af.
Da vi nåede byen Sanquesa, mødte vi en masse mennesker i helt hvidt tøj, og røde tørklæder. Der var tyrefægtning i byen, og fest. Så forretningerne var lukket, og jeg havde ikke noget at spise.
Her kl. 20 kommer et orkester forbi med dansende mennesker efter, og hospitalierossen kommer med en stak varme tortillaer, så nu er jeg mæt og glad igen. I byen Sanquesa fester i 5 dage. En ung spansk pater (også pilgrim) og jeg er alene på refugiet nu, og han organiserer en masse mad, og råber glad halleluja, og vi spiser sammen. Igen en af de store oplevelser, fordi jeg går meget alene på pilgrimsrejsen!
Skriv en kommentar