Borce - Urdos (Frankrig)
Tirsdag den 9. september 2003
Regnen stod ned i stride strømme, da vi vandrede ud af byen. Jeg har aldrig set noget lignende, det kom ned i tove, og det lynede og tordnede! – Men vi bankede der ud ad. Vi skulle jo over passet Col du Somport (1.600 m højt) mod Santiago de Compostela, så det blev altså ad landevejen jeg fortsatte min pilgrimsvandring på.
Bjerge, - bare opad, det regnede, vandet løb som en flod hen ad vejen. Jeg havde taget mine manchetter på i dag, så det varede lidt længere, inden mine støvler tog vand ind. Det var som tordenregn, bare uden ophold.
Der var ellers så smukt i disse bjerge, men vi kunne ikke se noget for bare vand. Snart begyndte hårnålesvingene, og meget smalle veje på pilgrimsruten, der rundede så meget at bilerne ikke kunne se os, og vi ikke dem, så man måtte bare slå hjernen fra, og håbe på at alt gik godt, for det var bare for uhyggeligt.
Der var ikke plads til at vige, den ene side var klippevæg, den anden side var afgrund. Det ene øjeblik grinede jeg hysterisk, det andet øjeblik efter rasede jeg. Vi skulle aldrig have vovet os ud i dette vejr. Jeg nåede op over en bjergkam og her så jeg en bygning højt oppe, - var det et refugie? Jeg håbede det! Vi havde, siden vi var på en bar kl. 10, - nu var klokken 14, ikke holdt en eneste pause. Jeg var træt i benene efter den lange vandring, fordi mine støvler var fyldt med vand, og var tunge som bly, og når jeg stod stille, i længere tid ad gangen, blev vandet koldt i støvlerne og jeg frøs så tænderne klaprede.
Huset var et skicenter for børn. Vi blev budt indenfor til en kop kaffe. Jeg tog støvlerne af, men sokkerne var meget våde, så de måtte også af. Lederen af centeret, Maria, lavede kaffe til os, fyrede op i kaminen, så vi kunne hænge vores sokker til tørre. Det hele endte med at vi blev der, så vi fik senere et varmt bad, og der kom andre pilgrimme til. - 4 franskmænd, der havde boet i en hytte højt oppe i bjergene var kommet ned fra bjerget ad en lille sti, skulle over en lille bæk, men bækken var på grund af regnen blevet til en stor å, som de måtte vade igennem, én faldt med rygsækken på, og alting var vådt. De havde virkelig haft en farefuld vandring. Nu sad vi pilgrimme foran kaminen, hvor sokkerne hang og dryppede, og snakkede hyggeligt sammen. Endnu en fantastisk oplevelse på min pilgrimsvandring mod Camino de Santiago.
Skriv en kommentar