Pilgrim i Spanien Camino de Santiago

Lørdag den 27. september 2003

Jeg er normalt ikke vild med de store byer her i Spanien, og plejer at vandre direkte igennem, men Marianna, Stiffi og Hilke og jeg, havde aftalt at følges ad, og det er nogle dejlige mennesker, så det bliver nok hyggeligt. Refugiet ligger i udkanten af byen, så vi måtte vandre igennem hele byen. Det var et stort refugie, i den blok hvori vi sov, var der 50 senge til pilgrimme i ét rum, og koldt var der. Jeg nåede kun lige at pakke ud, og det hele flød på sengen. Vi skulle jo med det lille ”tog” ind til byen. Det var sjovt at køre i. Katedralen i Burgos er EU’s største, den er nyrestaureret, og fantastisk flot.

Det var jo lørdag, og der var mange mennesker i byen, så det var svært at finde et sted hvor vi kunne spise, men som altid, er der pilgrimme, der kender mig, - en råbte hej, og vi fik en plads hos dem.
De andre sagde, at refugiet lukkede kl. 22.00, det kunne vi ikke tro, - lørdag aften! – Men vi skyndte os at spise, og klokken blev 21.30, og der var langt til refugiet. Så af sted! Det gik for fulde gardiner, vi næsten løb, og vi nåede lige ind, og så at lederen tog sin fløjte og blæste sengetid. Jeg blev lidt sur over denne militæriske måde, og piftede igen. Vi nåede lige at komme ind, inden de låste døren og slukkede lyset. Jeg havde store problemer med at finde min seng. Jeg sov ikke meget den nat, for jeg kunne ikke finde mine ørepropper, og jeg lå på ting og sager, jeg ikke nåede at pakke væk, inden vi vandrede til byen.

Da man kun kan bo på det samme refugie én nat, måtte vi finde et andet sted at sove. Marianna og Steffi skulle slutte af i Burgos, og ville blive der et par dage. Hilke og jeg skulle jo begge vandre til Santiago. Vi kunne derfor følges ad alle fire, til et lille refugie 6 km udenfor Burgos. Da vi nåede det, kendte jeg det godt. Det var et usselt og beskidt sted, hvor jeg ikke syntes at de skulle være alene, så Hilke og jeg blev også der. Vi afleverede vores rygsække i baren og vandrede mod Burgos igen. Vi havde en dejlig dag. Steffi var guide, og vi vandrede Burgos gader tynde, og fik set en masse. Steffi var en god guide. Tilbage til refugiet igen, hvor vi havde det rigtig sjovt. Vi snakkede grinede, så tårerne trillede ned ad kinderne.

Næste dag skulle Marianna og Steffi sige farvel, det var synd, vi havde haft et par dejlige dage. Hilke og jeg vandrede videre alene. Vi blev dog hurtigt enige om, at skilles. Vi trængte begge til at være alene, og nu starter Mesetaen (højsletten).

Refugiet (Sambol) ligger midt på Mesetaen, den eneste bebyggelse på mange kilometer. Om sommeren er det en oase midt i ørkenen her på pilgrimsruten. Det er bygget omkring en kilde, som er den eneste adgang til vand vi pilgrimme har. Vi vasker og bader i det, drikker det og bruger det til madlavning. Der er 8 senge her, så det er ikke stort, og her er ikke fuldt. Jeg sidder i haven og skriver, her er utrolig stille, ingen bil larm, kun vandets rislen kan jeg høre. En stor kontrast til Burgos. Hilke, som også er ankommet nu, er også helt vild med det her sted i Spanien.