La Cassanogle - Cajarc (Frankrig)

Tirsdag den 19. august 2003

Det blev en frygtelig varm dag, en af de værstepå pilgrimsvandringen mod Santiago de Compostela. Alt gik godt, indtil jeg absolut skulle se en lille kirke et godt stykke vej udenfor pilgrimsruten. Jeg kunne godt have sparet mig, fordi kirken var låst. Jeg kunne ikke finde tilbage til pilgrimsruten igen, og måtte ind og spørge om vej. Heldigvis var det et engelsk ægtepar, der boede der, og vi fik en sludder og jeg fik lidt koldt vand at drikke, og fandt så retur igen på Camino de Santiago.
Så mødte jeg Heidi (tysk) og David (fransk). Vi slog følge, og holdt rast ved nærmeste kro. Det var nu så varmt, at tøjet var ved at brænde op på én. Vi rastede i to timer, men det blev bare varmere.
Heidi og jeg fulgtes de sidste 2 timer ned ad bjerget, så er man så bedøvet af varme og træthed, at man ingenting sanser. Vi nåede et lidt snusket refugie, men en seng og et bad var der. Jeg var så træt, at jeg ikke havde lyst til at spise noget.
Et orkester spillede dansemusik hele natten, men jeg sov hurtigt. Jeg havde været så træt i går, at jeg ikke havde købt mad. Morgenmaden blev derfor kun en tør brødskorpe og stærk kaffe, på med rygsækken og af sted igen på pilgrimsvandringen ad Jakobsvejen.

Skriv en kommentar
*Kræves
*Kræves (Offentliggøres ikke)