Orolon - Bedous (Frankrig)
Søndag den 9. september 2003
Jeg kan godt mærke, at bjergene begynder igen her på Jakobsvejen mod Santiago de Compostela. Der er allerede kraftige opstigninger på pilgrimsruten. Det regnede da vi startede fra refugiet. For første gang måtte jeg starte i regntøj. Vi havde en hyggelig dag. Vi gik forkert ved et sportscenter, og opdagede det først, da vi havde gået en hel runde på cindersbanen, - en æresrunde, men der var ingen til at klappe ad os. Vi kiggede efter en bar på pilgrimsrejsen, de er ikke altid nemme at få øje på, på denne stod der Tabac, men det var en stor dejlig bar, hvor vi kunne få kaffe at varme os på.
Vi spurgte damen i baren hvad ”Palombieres” betød. Vi havde set nogle skilte i skoven, - vi forstod, at der var fare på færde, men ikke nøjagtigt hvad det var vi skulle passe på, måske store huller som vi kunne falde ned i, eller måske vilde dyr. Vi havde stadig ingen forklaring på det.
Men det var ikke så interessant endda, det var såmænd ”bare” ”fugleskydning” fra nogle mærkelige huse i høje træer. Men det gav os en masse sjov, at prøve at finde ud af, hvad det det kunne være undervejs på vores vandring.
Næste morgen var det en træls vej med sten, mange steder store, spidse sten, og det gik så stejlt ned, at man var ved at stå på hovedet.
Vi nåede byen, og jeg var godt sulten. En dame viste os vej til turistforeningen. Der var lang vej, og hun fulgte os hele vejen, og så fik vi også at vide, hvor vi skulle være om natten, - hos en pizzabager (canadier) – en meget snakkende mand. Huset lignede Pipi Langstrømpes hus.
Om aftenen sad vi i køkkenet, hvor der blev bagt pizzaer, folk ringede og bestilte, eller kom og hentede dem selv. Vi pilgrimme sad bænket ved et stort bord, og i samme øjeblik pizzaen var færdig, blev den banket på tallerkenen, med den store spade. Jeg har aldrig i mit liv fået så god en pizza som her på denne pilgrimsvandring.
Efter en dejlig morgenmad i Pippis hus, men med bange anelser, fordi det lynede og tordnede udenfor, det havde det gjort siden kl. 5 om morgenen, vandrede vi ned ad gaden i det helt store regnskrud, lignede vi 3 pukkelryggede … et eller andet.
Det lynede og tordnede om ørerne på os, og regnen stod ned i stænger. Det var ikke særlig hyggeligt, men af sted skulle vi jo. Det er sådan en morgen, man tænker om man er fuldstændig gal. Ingen mennesker går ud i et sådant vejr! Endelig nåede vi refugiet, så vi kunne komme i tørvejr. I stueetagen blev der holdt fest, så vi blev budt på et glas vin. Det varmede dejligt. Jeg fik de våde støvler af, og hældte vand ud af dem. Vi fik spist. Mændene vaskede op, andre skrev, fredeligt, der er ikke mange kvinder på denne pilgrimsrute, eller pilgrimme i det hele taget, så her er stille. Ikke fordi det er kvinderne, der taler mest, franskmændene taler, og taler, og taler og …
Skriv en kommentar